Alle elever har behov for at opleve, at de lærer noget, at de bliver taget alvorligt, og at der ”tales ordentligt” til dem. Det giver motivation og er med til at fastholde dem i uddannelsen. Men det er ikke altid, at man som oplærer tænker så meget på det i dagligdagen.
Især målbevidste unge er meget opsatte på at lære. De ved, hvad de vil.
De mere usikre unge mangler selvtillid og gå-på-mod. Derfor er det vigtigt, at også de oplever, at de bliver dygtigere. Det giver dem selvtillid og mod på at klare mere.
En måde at gøre læring synlig er ved at tage en snak med eleven:
• Før eleven skal i gang med en arbejdsopgave
• Under udførelsen af arbejdsopgaven
• Efter eleven har gennemført arbejdsopgaven
Få eleven til at tænke over, hvad han/hun gør og hvorfor. Altså få eleven til at sætte ord på sin handling.
Eleven skal lære at give faglige begrundelser, hvilket måske er nyt. Eleven skal indse, at vedkommende har "rykket sig" og nu kan og ved en masse, som han/hun ikke kunne i begyndelsen af uddannelsesforløbet.