Erhvervsuddannelsesloven giver (§ 2, stk. 2) mulighed for, at der kan gennemføres ordninger, hvorefter dele af skoleundervisningen foregår i en virksomhed på grundlag af aftale mellem skole og virksomheder.
Bestemmelsen bygger på det generelle synspunkt, at samarbejdet mellem skole og lokalsamfundets arbejdsmarked bør intensiveres og også komme praktisk til udtryk i den måde, skoleundervisningen gennemføres på.
Eksempler på former for virksomhedsforlagt undervisning er:
- orienterende virksomhedsbesøg

- undervisning i virksomhedslokaler med anvendelse af virksomhedens udstyr
- korterevarende praktikarrangementer under skolens ansvar
- virksomhedsforlagt undervisning i skolepraktik, jf. erhvervsuddannelseslovens § 66 f og § 19 b, stk. 1, 2. pkt. forudsætningsvis
- ophold i en virksomhed i vejledningsøjemed i den valgfri undervisning eller i supplerende grundforløbsundervisning for elever uden uddannelsesaftale, jf. § 61 og § 63, stk. 3, i bekendtgørelsen om erhvervsuddannelserne (hovedbekendtgørelsen).
De former, der er nævnt i nr. 1, nr. 3 og nr. 5 har i almindelighed til formål at give eleverne mulighed for at opleve arbejdsvilkårene i det pågældende fag, herunder mulighed for at indgå en uddannelsesaftale. De giver elever, der er uafklarede ved valg af videre uddannelsesforløb et bedre grundlag for at træffe dette valg.
Skolen indgår aftale med virksomheden om virksomhedsforlagt undervisning, herunder samarbejdet før, under og efter den virksomhedsforlagte undervisning. Undervisningen kan udføres af skolens lærere eller af ansatte i virksomheden på skolens vegne og ansvar. Da undervisning foretaget af ansatte i virksomheden foregår på skolens ansvar, må skolen gennem tilsyn sikre sig, at undervisningen i virksomheden mindst står mål med skolens undervisning.